Forretningsorden
Forretningsorden for bestyrelsen på ViSP 2026-2029
Forretningsorden for ViSP
Denne forretningsorden gælder for bestyrelsen på ViSP Kommunikationscenter - Faxe, Vordingborg og Næstved Kommune.
Konstituering
§ 1
Stk. 1.
Bestyrelsen træder sammen for at konstituere sig umiddelbart efter repræsentanterne for kommunalbestyrelserne og handicaporganisationerne er udpeget. Lederen indkalder parterne til det konstituerede møde.
Stk. 2.
Bestyrelsen vælger en formand og en næstformand blandt sine medlemmer på det konstituerende møde. Valget sker med simpelt stemmeflertal og ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.
Indkaldelse af møde
§ 2
Stk. 1.
Formanden forbereder i samarbejde med lederen bestyrelsens møder og indkalder til disse.
Stk. 2.
Bestyrelsen virksomhed foregår i møder. Der afholdes fire ordinære møder årligt. Dato for møder fastsættes senest på første møde efter nytår.
Stk. 3.
Ekstraordinært møde kan indkaldes af formanden og skal indkaldes, hvis mindst tre medlemmer anmoder om det med angivelse af motiveret dagsorden.
Stk. 4.
Formanden skal sikre at alle medlemmer af bestyrelsen indkaldes. Indkaldelse skal ske skriftligt med mindst fem dages varsel. Varsel kan forkortes, hvis en sags hastende karakter nødvendiggør dette.
Stk. 5.
Dagsorden med nødvendige bilag udsendes til medlemmerne senest fem hverdage inden mødet. Omfattende bilagsmateriale kan dog fremlægges til gennemsyn på ViSP.
Stk. 6.
Lederen fungerer som sekretær for bestyrelsen.
Afholdelse af møde
§ 3
Stk. 1.
Bestyrelsesmøder ledes af formanden og i dennes forfald af næstformanden.
Stk. 2.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 3.
Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede, medmindre formanden har bestemt et elektronisk eller skriftligt bestyrelsesmøde jf. stk. 2, 1. pkt.
Stk. 4.
Hvis et bestyrelsesmedlem har forfald, så indtræder stedfortræderen i medlemmets sted, så længe forfaldet varer. Medlemmet indkalder selv sin stedfortræder til mødet.
Referat af møde
§ 4
Stk. 1.
Formanden sørger for, at der udarbejdes referat af drøftelserne og beslutningerne på bestyrelsesmødet. Af referatet skal fremgå, hvem som har ledet mødet, hvem der har deltaget i mødet, hvad dagsorden for mødet har været, og hvad drøftelserne og beslutningerne i relation til hvert enkelt punkt på dagsorden har været. Ved slutningen af mødet læses referatet op og godkendes af medlemmerne.
Stk. 2.
Formanden sørger for, at referat af bestyrelsesmødet udsendes til bestyrelsens medlemmer senest fem dage efter bestyrelsesmødet. Referatet udsendes elektronisk til medlemmerne og offentliggøres på Centrets hjemmeside.
Stk. 3.
Et medlem, der har været til stede ved et bestyrelsesmøde, og som er uenig i en truffet beslutning, har ret til at få ført sin afvigende mening indført i referatet.
Bestyrelsens opgaver
§ 5
Stk. 1.
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af ViSP og er herunder ansvarlig for dets økonomi.
Stk. 2.
Bestyrelsens opgaver efter § 5, stk. 1 indebærer blandt andet, at bestyrelsen skal sikre:
- At ViSPs virksomhed er organiseret på en forsvarlig måde, inden for den ramme, der er fastsat af Næstved Byråd
- At bogføring og regnskabsaflæggelse foregår på en tilfredsstillende måde
- At der er etableret de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller
- At bestyrelsen løbende modtager rapportering om ViSPs økonomi
- At ViSP ledes forsvarligt.
Bestyrelsens beslutningskompetence
§ 6
Stk. 1.
Bestyrelsen behandler og træffer beslutning i alle spørgsmål, der efter ViSPs forhold er af usædvanlig art eller stor betydning.
Stk. 2.
§ 6, stk. 1 indebærer, at bestyrelsen træffer beslutning om blandt andet følgende forhold:
- Fastlæggelse af ViSPs budget efter indstilling fra lederen
- Indstilling til Næstved Byråd om ansættelse og afskedigelse af undervisningskonsulenter og andet personale ved ViSP, efter indstilling fra lederen
- Fastsættelse af målsætning, strategi og ydelsesplan
- Væsentlig indskrænkning eller udvidelse af skolens aktiviteter
- Anlæg af retssag eller voldgiftssag af væsentlig betydning
Tavshedspligt
§ 7
Stk. 1.
Bestyrelsens medlemmer har tavshedspligt med hensyn til alt, hvad de erfarer i deres egenskab af bestyrelsesmedlemmer, medmindre der er tale om forhold, som ikke er underlagt tavshedspligt efter lovgivningens regler.
Stk. 2.
Når et bestyrelsesmedlem fratræder, skal han eller hun straks tilbagelevere alt materiale, som han eller hun er i besiddelse af til formanden og må ikke beholde kopi af materialet.
Andre bestemmelser
§ 8
Stk. 1.
Forretningsorden træder i kraft på den dato, der er anført nedenfor, og underskrives af alle bestyrelsens medlemmer. Forretningsordenen skal særskilt underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer, der indvælges efter ikrafttrædelsesdatoen.
Således vedtaget, Næstved d. 14. maj 2019
Underskrevet d. 19.02.2026 ifbm. konstituering af bestyrelsen